Det blæser kraftigt fra vest i Svendborg Sund. Jeg hænger på siden af jollen. Jeg har været i vandet længe nok til at vandet faktisk begynder at føles næsten behagelig. David blev rejst op sammen med jollen, og han har fået jollens ejer Villy op i båden også. Der er meget vand i jollen og jeg har lige konstateret at der ingen pøs er ombord. Øsen som ikke var bundet fast, var forsvundet under kæntringen, hvor masten pegede helt nedad. Bølgerne skyller ind over den ustabile båd. Vi bruger Davids gummistøvler som øse, men det forslår som en skrædder i helvede. Jeg bemærker at agterenden ligger meget lavt i vandet. Faktisk så lavt så jeg kan konstatere at den må tage vand ind, og lige nu er agterskibet så småt ved at synke. Alle intentioner om at tømme jollen for vand forsvinder. Vi er ved at synke, men vi har stadig storsejl i 2. reb og fokken oppe. Jeg må op i jollen, så vi kan forsøge om vi kan sejle mod stranden på Tåsinge. Det begynder også at føles lidt koldt. Op kommer jeg. Villy har roret, som nu er i vandoverfladen, og David går fremad i jollen, for at få så meget vægt væk fra den synkende agterende. Jeg sidder til luv og hjælper med at balancere og styre storskødet. Vi er begyndt at sejle, men agterenden fortsætter med at ligge dybere og dybere. Kan vi nå ind til kysten, inden agterenden synker helt?
Ingen af os kendte hinanden inden vi sejlede ud, og nu var vi her i en rimelig udsat situation. Men både Villy og David var rolige og fattede, og der blev arbejdet godt sammen om at holde jollen sejlende. Faktisk virkede det som om vi ubevidst hver især holdt humøret højt hos hinanden.
Agterenden var nu ca. 40 cm. under vand og selve toften var i niveau med vandoverfladen. Bundbrædderne var løse og levede deres eget liv i båden. 2 store fendere som ved turens start var fastgjort under sidedækket, hang nu løse i et tov. Den ene løsnede sig helt og flød væk fra os. Heldigvis nærmede kystens sig, og så snart jeg var sikker på at kunne bunde, sprang jeg ud og tog stævnen og trak os de sidste 75 meter ind mod den stenede strand. Normalt ville jeg ikke vælge stranden her at gå i land på, men lige nu var jeg taknemmelig for at den fare vi befandt os i, var drevet over.
Vi trak jollen ind på meget lavt vand, tager sejlene ned og får den væltet om på siden, så vandet kan rende ud af jollen. Jeg kan se hvordan vandet også strømmer ud af agterrummet, på trods af at lugen stadig er på. Vi tager lugen af, og i agterrummet var der en plast-kasse, som vi kunne bruge som pøs til at tømme jollen yderligere for vand. Vi får rejst båden igen, får lidt styr på bundbrædderne og det øvrige løsøre. Vi hejser sejlene og gør klar til at sejle tilbage. Jeg trækker jollen ud, så det er muligt at sætte roret på med rorbladet nede, så vi ikke skal bøvle med det når vi sejler igen. I det samme konstaterer vi at sværdet sidder urokkelig fast. Vi har selvfølgelig fået sten i sværdkisten, og kan ikke komme nogen steder før det er løst.
Det var sgu’ lidt surt at skulle trække jollen ind igen, og have den om på siden igen. Sværdet sidder meget fast. Heldigvis har Villy værktøj i det nu tømte agterrum. Vi tager bundbrædderne ud igen, og kan komme til at skrue kølbolten af. Vi kan nu bevæge den forreste del af sværdet lidt op og ned, men agterenden af sværdet sidder fuldstændig fast. Vi prøver mange ting i løbet af den næste halve til hele time. Gennembruddet kommer først da vi bruger paraplyankerets ene ’arm’ til hjælp. Omsider fik vi sværdet løst. Der var temmelig meget sand og grus i sværdkisten, hvor spidsen af sværdet havde sat fast. Det fik vi nu skyllet rent og skulle nu have sværdet på igen. Det bøvlede vi også med, da det ikke er helt nemt at få hullet i nylonbøsningen overens med hullet i sværdkisten. Efter nogle forsøg og ved godt samarbejde lykkes det dog.
En Wayfarer nærmede sig ude på Sundet. Ingen af os havde vores mobil med, så vi kunne ikke ringe til campingpladsen og fortælle om vores situation. De var 3 i jollen og var klar til at hjælpe os. Dejligt at vi var blevet spottet, og at der nu var ekstra assistance. Vi skulle nu have båden rejst igen, uden at få sten og grus tilbage i sværdkisten. Bo, som var med i den tililende jolle forslog klogt, at vi skulle bruge den fender vi havde tilbage, til at lægge under båden på tværs midtskibs, idet vi rejste den. Det fungerede perfekt. Vi rejste båden og kunne rulle den ud på lidt dybere vand, uden at få trykket sand og småsten op i sværdkisten igen. Vi nøjes denne gang med at hejse storsejlet, som stadig var reduceret til 2. reb. Nu sejlede vi og sværdet kunne bevæge sig op og ned. Herligt. 3 store krydsben på tværs af sundet bragte os tilbage til campingpladsen, hvor vi kunne falde af hen over det lave vand og få båden fortøjet ved Villys pæl. Især David, som kun sejlede i regntøj, frøs nu. Så han blev hurtigt sendt op under den varme bruser med femmere nok til at proppe i automaten, så han kunne få varmen.
Og hvad skete der egentlig i forbindelse med kæntringen? Hvorfor væltede vi i det hele taget? Vi var på vej op på bidevind, da vi til at starte med var kommet alt for meget med vinden og ned i Svendborg Sund. Og dermed væk fra de øvrige Wayfarer, der var ude at prøve kræfter med sejlads i hårdt vejr. Det jeg kan sige er, at det sker ifm. at jeg trækker sværdet længere ned for at få mere højde. Jeg gør det instinktivt uden at varsko Villy ved roret. Villy mister styringen og det går hurtigt. Jollen vælter. Inden jeg kommer om til sværdet, så har vindpresset på skroget fået jollen til at vende bunden i vejret.
Der er helt åbenbart en række forhold og omstændigheder omkring ovenstående forløb som man kan lære af, så her vil jeg prøve at nævne nogle af de ’Lessons learnt’ som gør at situationen bliver unødig spændende. Jeg må starte med at gribe i egen barm som Instruktør:
1. Jeg bemærker ikke at der ikke er en pøs til stede i båden, selvom vi er på vej ud i hård vind.
2. Jeg burde nok have varskoet Villy om at jeg ville prøve at give mere sværd.
3. Det største problem var at agterrummet ikke var tæt nok. Havde agterrummet været tæt, så ville vi sandsynligvis kunne have fået vand nok ud af jollen, selv med Davids gummistøvler, så vi kunne begynde at baile resten ud. Det er super vigtigt at man også som tursejler laver en opdriftsprøve ind i mellem.
4. Dumt at ingen af os havde medbragt en mobil, så vi kunne ringe til nogen og fortælle om situationen.
5. Sider bundbrædderne godt nok fast når jollen bliver bordfyldt? Og har du ekstra opdriftsmidler (ruller eller fendere), så er det også vigtigt at de er fastgjort godt, så de kan virke som ekstra opdrift ved kæntring.
6. Set i bakspejlet kunne vi sandsynligvis have undgået sand i sværdkisten, hvis vi havde tænkt os lidt mere om og brugt fenderen til at løfte bunden med inde på lavt vand, inden vi væltede båden om på siden. Det husker jeg til næste gang.
Ovenstående skal ikke afskrække dig, for at prøve din Wayfarer af i hårdt vejr. Med reducerede sejl bjærger jollen sig rigtig godt, og det er en øjenåbner hvor stabil jollen er, også i hårdt vejr. Men Kæntringer kan ske, og når det sker, er det rart at vide, at de sikkerhedsmæssige aspekter, som f.eks. opdriftsrummets tæthed er i orden. Giv din jolle et tjek og lær af de fejl og erfaringer, som denne beretning åbenbarede.
Villy, Jesper og David. Vi fik en oplevelse vi ikke lige glemmer.
