Beretning og resultater fra stævne i Middelfart Sejlklub

6. maj 2019 20:27 , af Jens Peter Riber

Årets første stævne blev afholdt af Middelfart sejlklub i ustabilt vejr med meget varierende vind!

Klik her for at se resultatliste med Skipper og Gaster!

Klik her for at se hvad de skriver om stævnet på minbaad.dk

Klik her for at se beretning om stævnet på baadmagasinet.dk

 

Læs brødrene Ribers beretning fra stævnet herunder.

Middelfart Sejlklub Wayfarer stævne 4. maj 2019

Middelfart Sejlklub holdt lørdag 4. maj det legendariske én-dags-forårs-stævne, hvor kapsejladssæsonen bliver skudt i gang. 

Ved ankomsten lørdag morgen ved 8:30 tiden blev vi varmt modtaget af Fie og John Goltermann, som stod klar med morgenmad,  og der var mulighed for, at vi kunne smøre en frokostpakke.

Vejret så fint ud med sol mellem tunge mørke skyer og en temperatur kun lidt over frysepunktet. Vinden stod i nord og svingede lidt i retning og styrke (mellem 4 og 12 m/s), når der kom en sky eller to.

Efter tilrigning og skippermøde sejlede vi hen til mundingen af Gamborg fjord, hvor Fie og John sammen med et godt dommerteam og en følgebåd var klar til at starte første sejlads kl. 10:30. 

Vi var nok et lidt ”vinter-rustent” felt på 14 både, der kom afsted, og allerede på vej ud kom den første kæntring. Gennem dagen var der yderligere et par kæntringer, da Ida og Xavier skulle teste deres nye sejlertøj, og Christian og Kim ville tjekke sværdet.

Vi fik 8 rigtige gode sejladser af ca. 25 minutters varighed på en ”op-ned” med to runder og start/mål på samme linje. I løbet af dagen gik det ”vinter-rustne” lidt af, og konkurrencen blev skærpet med tætte starter, gode taktiske kryds og tætte mærkerundinger. Der var noget rotation i resultaterne for de fleste både, men Nils og Anders lå ”rimelig” stabilt i front og tog den samlede første plads suverænt efterfulgt af Christian og Kim med Mogens og Marc på tredjepladsen.

Ved 15-tiden sejlede vi tilbage til Middelfart Sejlklub, hvor Fie og John nu stod klar med varm svensk pølseret og en øl. Herefter blev dagens sejladser snakket igennem og præmier uddelt til de ”heldige” vindere, hvorefter vi godt møre satte kursen hjemad.

Det var et mønsterarrangement og en rollemodel for, hvor enkelt og alligevel super flot et stævne kan arrangeres og afvikles. Stor tak til Fie og John Goltermann, dommer/bane team’et og Middelfart Sejklub for et flot stævne – ses til næste år til dette legendariske Wayfarer-stævne i fantastiske omgivelser.

Bedste sejlerhilsner fra W 11147 / Ho Bugt Sejlklub / Riber

 

 

Aktivitet på jollepladsen

 

Fie serverer rygende varm svensk pølseret til de trætte sejlere