Beretning fra Sjællandsmesterskabet på Furesøen

5. juni 2022 13:37 , af Poul Ammentorp

I weekenden d. 28 - 29. maj var Farum Sejlklub arrangør af det årligt Sjællandsmesterskab for Wayfarerjoller.

Det blev en weekend, hvor sejlerne fik hele registeret af vind at sejle på.

 

Lørdag var vinden 7 - 8 m/s i middel fra morgenstunden som øgede over dagen. Den var meget ustabil med og pust af kulingstyrke. På trods heraf havde baneleder Peter Salskov-Iversen fra Yachtklubben Furesøen, sammen med sit dygtige team af hjælpere lagt en perfekt bane.

Dagens første sejlads blev startet. Der blev sejlet Op/Ned bane med gate med en sejladstid på ca. 30 min. for første jolle i mål. Startlinien lå perfekt, hvilket var kendetegnede for alle dages sejladser, som forløb helt uden omstarter.

Opkrydset viste hurtigt, hvem af sejlerne der var hårdvejrs-kapsejlere, og hvem der havde svært ved at holde fart i jollen i den uregerlige vind. 4-5 både rundede tæt sammen ved top mærket før næste gruppe. Ved afvisermærket blev der straks sat spiler, og så gik det flyvende ned mod gaten. 

Det var ganske få i gruppen der fulgte efter, som tog chancen og satte spiler, for der var mange kraftige pust og springende retning, som krævede fuld opmærksomhed for ikke at kæntre!

Ved målgang i første sejlads, kom de forreste joller tæt samlet i mål, først med med  W 11147 med brødrene Hans Peter og Jens Peter Riber fra Ho Bugt Sejlklub, efterfulgt af W 11219 Niels Alslev og Anders Pjetursson fra Farum Sejlklub og  og W10908 Christian Milert og Kim Fremlev også fra Farum på 3. pladsen.

Det blev de 3 besætninger, som i den friske hårde vind i lørdagens 5 sejladser kæmpede om   topplaceringen, for W10787 Jan Kjeldsen og Jørgen Binzer fra Herslev Strand Sejlklub, måtte udgå efter en kæntring med spiler, hvor de fik skade på jollen, og måtte trækkes i havn af en følgebåd.

Mønsteret fra første sejlads med vind og banen og de 3 joller i toppen gentog sig stort set over dagen med få skiftende placeringer.

Efter lørdagens 5 sejladser lå W 11219 Niels Alslev og Anders Pjetursson, som gerne vil have masser af vind, på førstepladsen med 3 point til W 10908 Christian Milert og Kim Fremlev og hele 5 point til W 11147 Hans Jørgen og Jens Peter Riber. 

 

Foto i toppen og dette, er taget af René Bøgelund Pedersen.

 

Søndag blev meget forskellig  fra lørdag, hvor der havde været mere end rigelig vind til alle. Vinden var nærmest forsvundet, og det blev dagen igennem sejlet i middelvind på 1 - 3 m/s  og en del vindhuller. Det blev andreledes chancebetonede sejladser, med en del gennerelle vindspring, som holdt baneledelsen travlt beskæftiget imellem og under sejladserne. 

Der blev sejlet 7 sejladser i den lette luft, og interessant er det, at nu er der flere joller, som blander sig i de forreste 3 pladseringer, men to af lørdagens hårdtvejrssejlere mestrer også når vinden er rigtig svag, idet W 11147 laver 3 førstepladser, og W 10908 laver 2 førstepladser. Begge både er med i top 3 placeringer næsten alle sejladser, så spændingen har været stor i de to joller!  

Det var ikke W11219 favorit vejr, og de må se sig agterudsejlet i den stille luft og deres forspring fra lørdagen hurtigt forsvinde!

Mange oplevede at være på den “forkerte” fløj, når der endelig kom en smule luft ned over banen, men ser man på resultatlisten, så er det interessant, at det var de to hårdvejerssejlere, som stadig var med i toppen og sejlede helt konsistent.

Resultatet ved præmieoverrækkelsen viste overraskende stor lighed imellem talenterne, idet der efter 11 sejladser er pointlighed mellem de to joller, som har skilt sig så markant ud fra resten af feltet.

Begge joller har 16 point og nærmeste efterfølgende jolle har 28 point. 

Da W11147 Hans Jørgen og Jens Peter Riber fra Ho Bugt Sejlklub er kommet i mål som nr. 1 flest gange, vinder de Sjællandsmesterskabet 2022 foran W10908 Christian Milert og Kim Fremlev fra Farum. W11219 Niels Alslev og Anders Pjetursson fra Farum Sejlklub bliver nr. 3.

Stor tak og ros til baneledelsen og hjælpere, som lavede et rigtig godt arbejde ved Sjællandsmesterskabet på Furesøen.

 

Klik her for resultater fra sejladserne

 

Fra venstre: 3. præmie:  Anders Pjetursson / Niels Alslev Farum,  2. præmie: Kim Fremlev / Christian Milert Farum,  1. præmie og Sjællandsmester: Hans Jørgen Riber / Jens Peter Riber Ho Bugt Sejlklub.

Poul Ammentorp

W239 Woodie