Beretning fra DS-DM for Wayfarer 2022 i Kerteminde Sejlklub

20. juni 2022 12:28 , af Poul Ammentorp

Beretningen er skrevet af Lars Tjørnvig, som sejlede som gast for Hans Jørgen Riber i Wayfarer klubbens lånejolle 10802.  Billede i toppen af Søren Svarre.

 

DS-DM i Kerteminde blev en stor succes. Vi Hans Jørgen Riber og Lars Tjørnvig havde fået lov til at låne Wayfarer klubbens jolle 10812, og var spændte på, om vi kunne leve op til jollens historik. 

Fredag.

Joller begynder at komme på pladsen, det er godt, da vi stadig har mange spørgsmål om trim. 

Vi kom ud og fik arbejdet lidt med jollen i det gode vejr. Der var også andre, som havde lyst til at prøve kapsejladsområdet.

Lørdag.

Solen stod flot på himlen og det blæste omkring 8 m/s, det perfekte kapsejladsvejr.

Morgenmaden og smør-selv madpakkerne stod klar kl. 7.00 som lovet. Snakken gik lystigt medens de hjemmebagte boller og kaffen blev fortæret. Kl. 8 fik vi vores skippermøde, og derefter havde vi travlt med at komme i vandet.

Starten gik i andet forsøg, og feltet kom godt af sted. Vi fik en ok start, men kom hurtigt op og ligge nr. 3. 

Midt på opkrydset mistede vi læ vant, og måtte udgå. Vi fik hurtigt hjælp af dommerbåden, og jeg kom med en følgebåd ind, og fik hentet en ny bolt og låsering. Det gik tjept, og vi er klar til 2. sejlads. 

Det var 11006 Peter Sigetty Bøje og Karin Lindquist der løb med førstepladsen og 11409 Mogens Just og Line Just blev nr. 9. 

Vi havde en idé om at Mogens ville dominere det hele, så nu havde vi en følelse af, at alt er muligt.

2. sejlads kom i gang, vi var heldige at kunne få en god start i læ og komme op over feltet ”KANON”!

Vi fik sejlet i et godt spor og endte som nr. 1 med 11123 Bjarne Lindquist og Karsten Hørløck Jensen samt 11006 Peter og Karin efter.

3. sejlads forløb også godt. Der var lidt vindspring på bugten som forventet, og vinden var stabil på de +8m/s. 

Vi kom lidt skidt fra start, men fandt en “Ho Chi Minh sti”, og kom godt op i feltet.

11147 med Jens Peter Riber og Hans henrik Riber tog et par kloge slag, og løb med sejren med 11123 Bjarne og Karsten på anden pladsen og os på 3. pladsen.

4. sejlads kom i gang, vindspringene tog lidt til, og IGEN blev det er spændende sejlads, hvor vi blev den heldige vinder med 11409 Mogens og Line på 2. og 11006 Peter og Karin som tredje.

Jeg var nu godt “flad”, og havde glemt hvor meget fysik og muskelkraft, man skal kunne levere i hængeluft.

5 sejlads forløb også fint. Dommeren fik lagt en god lige linie. Jeg husker ikke så meget fra sejladsen, da jeg koncentrerede mig om at spare på kræfterne, når det var muligt, og derfor ikke fik kikket så meget ud af jollen, som jeg plejer. 11006 Peter og Karin fik en flot 1. plads med 11147 familien Riber på anden pladsen og 11123 Bjarne og Karsten på en 3. plads. Vi sluttede på en 6. plads, som var ok med en “flad” gast.

Vi kom ind og fik hygget med en mole øl, franske Hotdogs og lidt hånd sejlads. Vi havde en lidt træls situation med en anden jolle, som fyldte lidt, og lærte os, at jo mindre jollen er, jo hurtigere skal man tænke. Vi skylder stadig en STOR forfriskning. 

Det blev en hyggelig aften. Maden var god og hyggen i top, og det var godt, at vi ikke bliv lokket med på ”Den røde Pimpernel”!

 

Søndag.

Vinden var væk, og der faldt en stille regn. Sejladsen blev udskudt til der kom lidt vind.

Vi kom i gang lidt over middag, og fik sejlet en god sejlads, med mange vindhuller og spring. 11147 med familien Riber var gode til at finde de områder med “tryk”, og sluttede på 1. pladsen. Der var en del op og ned i feltet, og 8868 Xavier Phelipon og Ida Møller Nielsen trak nitten til sidst, efter at have ført en stor del af sejladsen, og måtte nøjes med en 3. plads med 10908 Christian Milert og Kim Fremlev på en 2. plads.

7. sejlads kom i gang, vinden var blevet tyndere og hullerne større. Til sidst måtte den afkortes, men da var den førende båd nået for langt inden det skete, og dommerne valgte klogt at annullere sejladsen.

Vi kom i havn til moleøl og rester fra festmiddagen.

Vi i 10812 (Hans Jørgen og Lars) sluttede på en 2. plads med 11006 Peter og Karin øverst og 11123 Bjarne og Karsten nederst på skamlen.

Tak til Kerteminde Sejlklub for et flot arrangement, og en STOR tak til Wayfarer klubben for at vi måtte låne den fine klubjolle.

 Wayfareren er en dejlig jolle at sejle i, konkurrencen er hård, og der er ikke langt fra “Hero to Zero” i det tætte felt. 

Jeg vil fremover kikke efter brugte Wayfarerjoller, da jollesejlads er en skøn form for kapsejlads.

 

Lars Tjørnvig

10802 “Lånejollen”

 

Klik her for at se resultater på manage2sail.com!

Klik her for at se Søren Svarres flotte billeder fra DM 2022 (mere end 300 stk!)

Billede af præmietagerne: 1. Guld: 11006 Peter Sigetty Bøje og Karin Lindquist, 2. Sølv: Hans Jørgen Riber og Lars Tjørnvig, 3. Bronze Bjarne Lindquist og Karsten Hørløck Jensen.