Beretning fra årets sidste stævne i Herslev Strand Sejlklub

11. oktober 2022 18:54 , af Bo Manley
Sæsonafslutning for Wayfarerjoller i Herslev var et stævne, hvor man gik glip af rigtig meget, hvis man ikke deltog, men til gengæld blev rigeligt belønnet for at møde op
Det startede allerede inden stævnestart, hvor man bare kunne sende Jan Kjeldsen en sms, hvis man gerne ville låne en yacht at sove i under stævnet.
Mikkel og jeg kørte fra Odense meget tidligt lørdag morgen og var meget spændte på, hvad det var for et sted, vi var på vej til, da ingen af os havde været i Herslev før. Det viste sig at være en rigtig hyggelig havn, som medlemmerne selv havde bygget og et klubhus i to etager med havudsigt og dejlige omklædningsrum, og som oven i købet lå meget smukt placeret. Der var ved ankomst også mulighed for morgenmad og madpakkesmøring.
Billede: Morgenstemning på havnen lørdag.
Lørdag fik vi sejlet 4 sejladser i jævn til hård vestenvind med solskin hele dagen – rigtig lækkert. Sejladsområdet lå i en stor lagune, så der var ikke bølger af betydning. 3 besætninger skilte sig ud i den kraftige vind: W112019, W11123 og W10908, der efter dagens sejladser lå inden for 2 point og tilsammen havde sat sig på alle dagens førstepladser. I den anden ende af feltet var vi nogen, der tog en ufrivillig svømmetur sammen med vores joller. Jeg synes også, at det skal nævnet, at alle uden tøven satte spiler i samtlige sejladser, som var op og ned-baner med måltagning på læns, som er lidt op ad bakke, når man sejler langsomt ned ad bakke.
Tilbage i havnen blev stævnet ved med at levere: Der var først moleøl. Så var der te og kaffe med lækkert bagværk til og tid til at rede op i vores sove-yacht.
Inden aftensmaden var der en samlet snak om næste års stævner, hvor Christian fortalt om de tanker, der var gjort om næste års sejladser, og han modtog også nye ideer. Jeg glæder mig til at se næste års stævnekalender.
Efter mødet, som foregik i en behagelig tone, var der festmiddag med masser af veltilberedt mad. De folk i køkkenet var verdensklasse, og drikkevarerne var til næsten købmandspriser. Resten af aftenen gik med anekdoter og røverhistorier fra sejlerverdenen, så alt i alt en meget vellykket og hyggelig aften.
Næste morgen var der en udsøgt morgenmads og- madpakkeanretning, som bl.a. indeholdt klatkager med sirup og havregrød med æblemos + alt det traditionelle morgenmad.
Det var stadig lækkert solskinsvejr men med noget mindre vind, svag til jævn vind med relativt store vindspring. Der var aftalt, at vi skulle sejle alle de sejladser, vi kunne nå inden kl. 14. Det blev til 5 stk. – perfekt. Den svage vind gjorde, at det var nye besætninger, der blandede sig i toppen. Hvis søndag havde været et stævne for sig selv, ville W11079 vinde med 15 point tæt forfulgt af W8868 med 16 point, men nu var det over 2 dage, en dag med blæst og en dag med let vejr, så det var uden tvivl de bedste all-round-sejlere, der kom på podie:
Midten: Nummer. 1 blev W11123, Bjarne Lindquist  og Jan Nielsen.  Ho Bugt Sejlklub 
Til venstre: Nummer. 2 blev W10908, Christian Milert og Kim Fremlev.  Farum Sejlklub
Til højre: Nummer 3, Martin - og Sofie Bak (Far og datter).  Farum Sejlklub
Tilbage i havnen var der igen moleøl, kaffe, kage og præmieoverrækkelse med præmier til de 5 første.
Til sidst vil jeg gerne rose og takke de dygtige og flinke folk på land og på vandet for gode baner og dejlig forplejning.
Jeg vil slå et slag for at holde sæsonafslutning i Herslev til næste år også.
Det er nemlig et meget velegnet sted sidst på sæsonen pga. den korte afstand til banen og det beskyttede farvand, og så kan de det på land.
Venlig hilsen W10675 Bo Manley fra Svendborg Sunds Sejlklub , der glæder sig vildt meget til næste års stævner.
Herunder er resultatlisten: