Beretninger fra Tærø Rundt

6. juni 2017 20:50

3 W-joller deltog i Tærø Rundt 2017. Bjarne T. Clausen og John Pedersen deltog begge i hver sin jolle. Her er en lille beretning fra hhv. Bjarne og John:

 

Bjarne T. Clausen, Black Diamond beretter:

 

Ja det er næsten ikke til at fatte, at så mange Wayfarer der  ikke kan finde vej til Bogø sejlklub, for at sejle Tærø Rundt. der var godt 30 både der trodsede pinse lørdag for at sejle rundt om den lille ø, Tærø. Vejret var det sædvanlige vejr for sejladsen sol, sol, god vind og en enkel grå sky.

Vi var desværre kun 3 Wayfarer der i år havde fundet vej til sydhavet, det flotteste var nu alligevel at W 9109 kom helt ovre fra Svendborg af. Det var dejligt at opleve, at det også er rygtedes at sejladsen i sydhavet er blandt sæsonens bedste sejladser. Omsejlingen var i år med Tærø om bagbord og det tog godt 4½ time at sejle de 20 sømil.

Traditionen tro var der stor fest med grill og det hele til langt ud på de lyse timer og Jens`lyn var i sit sædvanlige es, fedt.

Vi Wèr nemlig W 5375,9109 & 11006 blev hurtigt enige om det havde været en fantastisk måde at bruge en pinse lørdag på og lur mig om ikke vi alle finder vej også i 2018.

Book allerede nu den første lørdag i juni måned 2018, for der går det løs igen.

 

Mange hilsner fra W 11006 Black Diamond

 

 

John Pedersen, W5375 The Lady beretter:

 

Atter engang viste Bogø Sejlklub hvordan en ægte distancesejlads skal skæres – 5-6 ms, tilpas skydække og 50 % spilersejlads – og så 20 Sm forude fra startskuddet kl. 09.30 og med 3 wayfarer-joller rakte det lige til sit eget løb – der var i alt 35 både til start- hvor de store både sejler 25 Sm....
De 3 mandskaber var ”Black Diamond”(Herslev SS), ”Wilma” (SSS) og ”The Lady” (BS) og med Black Diamond som favoritten. Starten blev en spilerstart og uden strøm i Grønsund gik det strygende mod Farøbroen, hvor man efter passage kunne gå på en skærende N-kurs, idet man skal respektere gennemsejlingen under lavbroen, ganske tæt på Sjælland – her var alle 3 Wayfarer de første både til at passere.
Tærø skulle passeres til styrbord (sydlig rute) og som ventet lå Black Diamond 1, The lady 2 og Wilma 3. Tærø´s SØ-hjørne har et kursmærke der skal respekteres – og det er ikke ret nemt at få øje på, men da Black Diamond slog et markant slag mod S fulgte alle med i den tro at de kunne se mærket – men det var en vildmand – mærket stod langt længere mod N – hvilket bragte Wilma op på en 2. plads – men med en tæt sejlads med The Lady.
N for Tærø blev spilerne sat igen – og Black Diamond stak af – mens The Lady igen overtog 2. pladsen – og så var det tid til håndmadder og en vand til den tørre hals.
Efter passagen af lavbroen var der dækket op til en absolut skarp skærende spilerkurs inden højbroen igen blev passeret – og så var der dømt opkryds op til målstregen.
Klokken nærmede sig her 13.30 og helt efter vejrudsigten begyndte den frygtede modstrøm i Grønsund at røre på sig. Dén skal man ikke spøge med (hvilket en del kølbåde fik at mærke, de kunne simpelthen ikke krydse i mål til tiden) og det blev til en stribe kryds helt inde hvor krabberne flygter, inden målstregen blev passeret fra kl. 14.30 med Black Diamond som første jolle fulgt af The Lady og Wilma.
Summa summarum: 5 supergode timer på vandet med rigtig meget god sejlads og så den helt traditionelle super-grill-fest i Bogø Sejlklubs lækre telt – med sponsorpræmier til alle deltagende både.
- Men afslutningsvis skal det da lige nævnes at vi der deltog simpelthen ikke kan forstå hvorfor vi kun er 3 wayfarerjoller til start – denne sejlads egner sig både til de ”skarpe” og familierne – alle kan – og bør være med.